- brudstykker af min slægts historie - opdateret 27. juli 2023
Pottemagere og teglbrændere fra Midtjylland
Min Aakjær slægts ophav skal findes i Midtjylland, nærmere bestemt landsbyen Grønbæk lige nord for Silkeborg. Farfaren til min Aakjær stamfar, Niels Pedersen Aakjær (1786-1849), hed Søren Andersen (1726-1810) og var i sine unge dage pottemager i Grønbæk. Omkring 1770 flyttede han til nabo-landsbyen Grauballe, hvor han var teglbrænder på den store Grauballegård.
Centrum for pottemageriet i Jylland
Pottemageriet var næppe noget tilfældigt erhverv for Søren Andersen, idet både Grønbæk og Grauballe ligger i den tidligere Gjern kommune. Gjen havde en jydepotte i sit byvåben, hvilket symboliserer, at Gjern området tidligere var centrum for pottemageriet i Jylland.
Landsbyen Sorring er traditionelt anset som det egentlige centrum for pottemageriet, og den ligger mindre end 10 km sydvest for Grauballe.
Pottemager og teglbrænder var beslægtede håndværk, idet de begge handlede om ler og brænding. Der var dog den store forskel, at en pottemager kunne arbejde selvstændigt, nærmest som en hjemmeindustri, mens teglbrændingen krævede et større setup og mest var tilknyttet de større gårde, der i løbet af 1700-tallet efterhånden blev grundmurede.
Grauballegård hørte på den tid hørte ind under den større herregård Allinggård. Begge gårde var i årene fra 1774 til 1804 ejet af den excentriske Jean Arnold Fischer. Han blev i samtiden kendt som en stor kvindehader. Det siges, at St. St. Blicher udnyttede hans person i novellen "Fruentimmerhaderen".
Teglbrænder Peder Sørensen Grønbæk (1761-1832)
I 1780-erne var både Søren Andersen og hans søn, min 3xtipoldefar Peder Sørensen Grønbæk, teglbrændere på Grauballegård. Her blev Peder Sørensen oplært af sin far, men flyttede kort tid efter til hovedgården Aakjær ved Odder, hvor han var teglbrænder i omkring 10 år.
Peder Sørensens "livsrejse" fra sin fødsel i Grønbæk, via Grauballe og Aakjær ved Odder, Knudstrup og endelig til landsbyen Stavn ved Limfjorden. Til højre et postkort af gården Aakjær fra omkring 1905.
Vi ved ikke meget om teglværket på Aakjær. Den ældste oplysning teglværket er, at teglbrænder Peder Sørensen i folketællingen fra 1787 boede i teglbrænderhuset. Teglværket eksisterede indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor det er omtalt så sent som i 1907.
Teglbrænding omkring 1800
Alle de fire teglværker, hvor Peder Sørensen arbejdede, har været små teglværker knyttet til herregårde eller hovedgårde. I begyndelsen af 1800-tallet var der over 900 af disse små teglværker i Danmark. De fik hen mod 1850 et opsving, da almindelige gårde på dette tidspunkt begyndte at blive bygget i sten. Indtil da har det mest været hoved- og herregårde, der var bygget af sten. Også markernes dræning krævede stigende mængder af brændte drænrør.
I den mindst 50-årige periode, hvor mine forfædre var teglbrændere, var produktionen på det enkelte værk lille og rent håndarbejde. Det var et kompliceret håndværk, der krævede et godt håndelag. Leret skulle graves op og æltes. Herefter skulle stenene formes og lufttørres, hvilket kun kunne ske om sommeren. Og endelig skulle stenene brændes og afkøles.
En brænding kunne omfatte op til 50.000 sten på én gang. Ovnen blev herefter tændt med brænde, og der blev brændt i ovnen i 7-10 dage. I hele denne periode havde teglbrænderen opsyn med processen. Gik det for hurtigt brændte stenene sammen og hele produktionen var spildt. Ovnen måtte derfor tilses hver halve time i den uges tid brændingen varede. Herefter blev ilden slukket og ovnen kølet ned, hvilket i sig selv kunne tage mere end en uge. Først herefter kunne ovnen åbnes og stenene udtages.
En så langsommelig proces gjorde, at man kun kunne nå 4-6 brændinger på en sæson, det vil sige at årsproduktionen for et teglværk typisk har ligget på 100-200.000 sten.
Niels Pedersen Aakjærs opvækst i Stavn ved Limfjorden
Min tip-tipoldefar og Aakjær slægtens stamfar, Niels Petersen Aakjær blev født i teglbrænderhuset på hovedgården Aakjær ved Odder og tog efternavn derefter.
Men familien flyttede omkring 1793 til landsbyen Stavn ved Limfjorden, hvor faren ernærede sig ved teglbrænding på et nærliggende teglværk på Vår hovedgård. Han havde dog også et mindre landbrug, som gav ernæring i løbet af vinteren, hvor teglbrændingen lå stille. Han har muligvis også været pottemager om vinteren.
Det er bemærkelsesværdigt, at Peder Sørensen rejste så meget omkring, da det eller var svært at flytte rundt under stavnsbåndet. Men teglbrændere har været et eftertragtet håndværk, hvor man ofte måtte importere håndværkere fra udlandet, og især fra Holsten.
Jeg ved ikke meget om N. P. Aakjærs opvækst i Stavn, men i 1793 blev han indskrevet i lægdsrullen, og i 1807 under Englandkrigene blev han indkaldt som soldat, hvor han blev udstationeret i 3. jyske infanteriregiment, der havde base i Aalborg.
Hans tid som soldat under Englandskrigene er beskrevet i en artikel i "Jul på Bornholm" fra 2017, som kan læses HER.