Listedkongen

- brudstykker af min slægts historie - opdateret 27. juli 2023

Niels Peter Aakjær junior 

Læs mere om Niels Peter Aakjærs tid som skibsfører på familieskibet "Margrethe" i årene 1883-1891 HER.

Fyrassistent på Hjelm fyr 1892-1902

Han var ikke glad for at være havnet et så ensomt sted som en ø i Kattegat langt fra alting og fra familien på Bornholm. Han beklagede sig i flere breve fra 1895:

“... jeg er glad nok ved at jeg er kommet i Fyrvæsenets Tjeneste, men
mine Medtjenende her ere simple Personer som man ikke kan komme
ud af det med ... “.

I samme brev fortalte han om sin konflikt med fyrmesteren. Den bestod i, at betalingen for at have børnene i skolen var ligeligt fordelt
mellem fyrmesteren, fyrassistenten og forpagteren. Da fyrmesteren
satte sit 5. barn i skolen, mod 2 børn fra hver af de andre familier,
ønskede N. P. Aakjær en reduktion af sit bidrag. Det ønskede fyrmesteren imidlertid ikke, og de blev uvenner. De måtte skrive til “Skolecommissionen” for at få løst konflikten. Den gav dog fyrmesteren ret.

I et andet brev skrev han følgende:

"… vi lever et meget ensformigt, roligt og stille liv herude fjernt fra vore slægtninge, og var det måske bedre om man boede i Amerika eller i en anden verdensdel, thi da ville vi vel ikke længes så meget efter at kunne komme sammen med vore slægtninge og gode venner som vi nu gør, thi nu er rejsen jo ikke længere end den nemt kan gøres, men desværre er lønningen ikke tilstrækkelig dertil, så vi må vente til vi engang kan blive forflyttet til et af fyrene på Bornholm …"

Børnene havde det til gengæld godt på Hjelm. I en erindring skrev sønnen, min farfar, Nicolaj Aakjær.

"På den lange stenhage lagde mågerne deres æg, de lavede ikke en rigtig rede, blot der var en lille fordybning mellem stenene, og rederne lå tæt ved hinanden, der var i tusindvis af måger, og man kunne på en dag samle henad 100 æg. Det var forpagteren, der havde retten til æggene, og han samlede mange baljer fulde og sejlede dem til bagerne i Aarhus.
Vi måtte samle til eget brug, og vi børn rørte hver aften en æggeblomme, og Mor lavede af og til rombudding. En gang om sommeren kom der en damper fra Aarhus med rejsende, der hver havde sin kurv med, og så snart de kom i land, for de ud på stranden med det resultat, at de trådte i flere reder. I jagtsæsonen havde vi besøg af en toldbetjent fra Aarhus, som sammen med Far gik på jagt og skød mange havfugle, også en Kongeørn skød han til udstopning. Om vinteren kunne det ske, at isen forhindrede postbåden i at komme, og først når isen blev stærk nok, trak de med robåden over til fastlandet. Vi måtte i sådanne isvintre leve af, hvad Far skød og male korn på vor kaffemølle til bagning. Som reserve havde Far købt en sæk beskøjter som vi, når vinteren led på hæld, fik lov til at spise. Når postbåden hver 14. dag kom, skulle min far færge post og varer ind fra den opankrede postbåd med en lille fladbundet jolle."

Ved fyrene på Bornholm 1902-1912

I efteråret 1902 lykkedes det så endeligt at få drømmene om en stilling på Bornholm opfyldt. Sønnen Nicolaj Aakjær beretter:

"...vi er nået til det tidspunkt, at postbåden kommer med et brev, som svar på Fars ansøgninger om at blive forflyttet til Bornholm. Jeg har været nede ved stranden og er på vej hjem, men møder på Marsk Stigs Vej min søster, som tudbrølende fortæller mig, at vi skal flytte til Bornholm; jeg derimod ser deri en spændende oplevelse … en skøn morgen i august 1902 ligger opankret fyrskibet "Grove" ved kysten, klar til at tage os og vort bohave med til København."

På Bornholm gik turen i første omgang til Dueodde nordre fyr, hvor han fik en 1. fyrassistentstilling. Fyrmesteren hed på dette tidspunkt Lund, og der var foruden ham 1. og 2. assistenten, altså i alt 3 ansatte til at passe fyret i døgndrift. Ved nordfyret blev Aakjær godt 1 år indtil september 1903, hvor han forflyttedes til sydfyret. Men allerede her viste han tegn på sin senere meget alvorlige sygdom. Således skrev fyrmester Lund i august 1903 i en indberetning til fyrdirektøren:

"Tjenstligt tillader jeg mig at meddele Hr. Fyrdirektøren at 1ste Assistent har meldt sig syg den 26de dennes, og Lægen blev hentet den 27de, og da Lægen havde tilset Assistenten forespurgte jeg Lægen om hans Sygdom, han sagde at det var Nervøsitet i Forbindelse Nicotinforgiftning."

Efter således at være syg en måneds tid startede han ved sydfyret, hvor han blev i et par år. Om tiden ved Dueodde fyrene skrev hans søn:

"Medens vi var ved Dueodde, gik vi i skole i Poulsker Østre Skole, først i forberedelsesskolen og derefter i hovedskolen; det var en gammeldags lærer vi havde og han brugte tamp og hasselkæp flittigt på de store drenge fra Snogebæk. Min søster Louise forgudede ham, og ved sine mange besøg fik han lokket de mange sjældne frimærker fra fars rejser fra ham."

Fyrmester på Hammerodde fyr 1906-1911

Men i 1906 fik han så endelig sit ønskejob: en fyrmesterstilling på Hammerodde fyr. Fra denne periode er der så igen kopier af hans breve mv. i et lille hæfte. Selve optegnelserne i hæftet er temmelig rodede i tid og indhold, og de fleste er uden tidsangivelser.

Med sit ønskejob som fyrmester på Hammerodde fyr faldt der i nogle år ro over familien. Det ser også ud til, at årene gik forholdsvis fredeligt

Hammerodde fyr er et 12 m højt tårn på klipperne på Bornholms nordspids. Det er bygget i 1895 til supplement til Hammeren fyr, der ligger meget højt midt på Hammerknuden. Også Hammerodde fyr var et petroleumsfyr med væger, der krævede en del daglig pasning.

N. P. Aakjær blev i disse år medlem af Ligningskommissionen for Bornholms Amt i en 3-årig periode, men han var fortsat ikke rask. Allerede i 1908 søgte han orlov til et 30 dages ophold på Skodsborg Sanatorium. Han indsendte en lægeattest og skrev:

"Undertegnede tillader mig at indberette, at jeg af og til lider af Svimmelhed, saa jeg til Tider daarlig kan passe min Tjeneste, ... hvilket Læge Borch i Allinge har tilraadet og mener vil være bedst for mig. Min Sygdom betragter Han nærmest som Blodmangel."

Sygdommen blev værre - Dueodde nordfyr og afsked 1911-13

Sygdommen blev tilsyneladende ikke bedre, og han skrev igen om problemerne i en ansøgning til Fyrdirektøren juli 1911 om at blive forflyttet tilbage til Dueodde nordfyr:

"Grunden hvorfor jeg søger bort fra Hammer-Odde Fyr er for mit Helbreds Skyld, da jeg ikke kan taale Knaldene ved Eksplosionssignalet.”.

Baggrunden for ansøgningen var, at fyrmester Lund på Dueodde nordfyr var pensionsmoden, og der skulle findes en efterfølger. Han blev udnævnt og forflyttet kort tid efter. Men det blev kun kortvarigt.

“Undertegnede tillader mig herved at indberette at Fyrmester Aakjær pludselig blev syg i Gaar. Da Lægen i Dag blev hentet sagte han at det var et Nerveanfald og at han skulde holde Sengen i et Par Dage”.

Det blev dog ikke rigtigt bedre, og i juni 1912 må han have sin datter Louise til at skrive en afskedsansøgning til Marineministeriet. Han vedlagde en lægeerklæring:

“Fyrmester Niels Peter Aakjær, 54 Aar gl., Dueodde N. Fyr pr. Nexø, har i de senere Aar lidt af en stadig tiltagende Nervøsitet, der i det sidste Aarstid gentagne Gange har fremkaldt alvorlige Nerveanfald. Hans Konstitution er herunder bleven betydelig svækket, og hans Tilstand, særlig hans mentale, er i det hele en saadan, at en afgørende Vending til det bedre synes udelukket, og at han derfor skønnes at ville være fortsat uskikket til at udføre de ham i hans Stilling paahvilende Funktioner."

Sygdommen optog i sagens natur familien meget, hvilket fremgår af nogle efterladte breve fra hans børn, her i et brev fra sønnen Nicolaj:

"... Det er kedeligt, at Far ikke bliver bedre; det er sa trist at komme hjem, naar man ved, at han stadig er daarlig, naar det nu bare kunde hjælpe, at han faar sin Afsked; men der er, synes jeg, stor Sandsynlighed for, at han aldrig bliver rask, det mener Doktoren vist ogsaa, det lod det til, da jeg var inde at faa en Lægerklæring til Fader; Doktoren sagde, at det grænsede stærkt op til Sindsyge; men det maa du ikke skrive, saa Fader faar det at vide. ..."

Aakjær blev afskediget ved udgangen af september måned 1912, og han døde mindre end et halvt år efter i februar 1913. Om den sidste jul skriver Nicolaj i et brev:

"... Julen forløb ellers meget rolig men i Grunden ogsaa lidt trist. Juleaften var jeg på stationen til Kl. 5½ og da jeg kom hjem havde de allerede spist og Fader gik straks efter i Seng; da jeg havde spist min Andesteg, ... tændte vi Juletræet og saa endnu en gang paa Kort og Pakker, vi fik en Pakke med Konfekt, Vindruer og Appelsiner ..."

Usikkerheden og forvirringen omkring hans sygdom blev dog sat på plads i hans dødsattest, hvor læge Boesen angav dødsårsagen som sclerose, en forholdvis ukendt sygdom på den tid, som man ingen midler havde imod.