- brudstykker af min slægts historie - opdateret 27. juli 2023
Dahl overtog igen” Margrethe” 1891
I januar 1892 fik Dahl ”Margrethe” tilbage, og han førte ”Margrethe” indtil sin alt for tidlige død som 58-årig i 1897.
Men fragtraterne var nu blevet så lave, at Dahl helt opgav atlanterhavsturene. Konkurrencen fra det hastigt voksende antal dampskibe gjorde lange rejser urentable. Til gengæld var der fortsat god økonomi i den nære sejlads på Østersøen og Nordsøen. Her fandtes mange mindre havne og tømmerpladser, hvor der ikke var udbyggede havnefaciliteter til de store dampskibe.
Dahl indskrænkede sig derfor til at sejle mellem ret få steder: f.eks. Åbo/Turku eller Bjørneborg/Pori i Finland til England med træ, mellem engelske havne med kridt som en slags ballast, og tilbage igen fra en engelsk østkysthavn med kul til Danmark eller Sverige. Han sejlede også porcelænsler fra Sydengland til Nexø eller Nordtyskland.
Dahls mere enkle sejlmønster gav økonomisk pote, og for første gang i mange år havde ”Margrethe” overskud i de tre år 1894-96. I 1896 udbetalte skibet så penge til interessenterne på et samlet lille beløb af 800 kr. For Dahl selv betød den enklere sejlads, at han tit kom forbi Nexø, og at ”Margrethe” blev lagt op fra november-december til april. Han kunne derfor være meget mere hjemme hos familien.
Rederiet afvikles efter A. P. Hansens og J. P. Dahls død
A. P. Hansen døde som 69-årig i 1889, og hans ellers meget store formue var næsten forsvundet. Næsten alle de store skibe var væk, og det eneste der var tilbage af rederiet, var ”Margrethe” og fire kvaser.
Rederiet blev herefter ejet af familien under Dahls ledelse. Tre kvaser blev solgt i årene 1889-1894. Dermed bestod rederiet kun af den nyeste og største kvase ”Freya” sammen med ”Margrethe”.
Men det var kun en stakket frist, for Dahl led af en uhelbredelig mavekræft og døde i 1897. Hermed var den sidste sejlende svoger væk.
Den syge Dahl omgivet af de fleste af sine børn efter sin kones død i 1896.
De to andre, der tidligere var gået i land, proprietær Hansen og fyrassistent Aakjær solgte så de sidste to skibe. Kvasen ”Freya” blev solgt til den lille ø Thurø syd for Svendborg, hvor den sejlede videre som kvase indtil 1909. Og ”Margrethe” blev solgt til den lille skipperby Skillinge i Skåne.
Kaptajnernes effektivitet
Ud fra en moderne tankegang kan man spørge, om de tre kaptajner nu også udnyttede ”Margrethe” effektivt til at tjene penge. Et mål for effektivitet kunne være at beregne ”Margrethe”s indtjening pr. sejlet sømil, som udtryk for den indsats, i form af tid og penge, der er gået til indtjeningen. Korrigeres for de faldende konjunkturer og fragtrater, viser der sig en betydelig forskel mellem de tre svogre. Hansen tjente i gennemsnit 1,50 kr. pr. sejlet sømil, Aakjær 1,84 kr. og Dahl i sine sidste år hele 2,75 kr. pr. sejlet sømil.
Hansen måtte således sejle mange flere sømil for at få den samme relative indtjening. Ser man nærmere efter, opdager man at han sejlede en del i ballast fra Europa til USA i frustration over de lave fragtrater i Europa. Tages disse rejser ud af statistikken, er hans ”effektivitet” omtrent som Aakjærs. Set her 140 år efter resulterede disse dispositioner altså ikke i en fornuftig indtjening i forhold til den store belastning, det var for familie og mandskab at tage disse slidsomme atlanterhavsture.
For Dahls vedkommende gav beslutningen om kun at sejle i Østersø- og Nordsøfart i 1890’erne god økonomisk mening. Hans mangeårige erfaring gjorde, at han i en alder af 55 år foretrak en lidt lavere årlig indtjening, der til gengæld kom på forholdsvis korte ture med mulighed for en del tid hjemme hos børnene i Nexø, især i vinterperioden. Det blev så meget desto mere vigtigt for ham, da hans kone Andrine døde i 1892, og Aakjær var flyttet fra deres fælles hus i Nexø.
Den sidste tid i Skillinge og forliset i 1905
”Margrethe” blev købt i 1898 af storrederen Per Ohlsson fra Skillinge for 10.000 kr. Han havde en række skibe i perioden, og man kan undre sig over, hvordan et meget lille samfund som Skillinge på Skånes sydøstlige hjørne var i stand til at få økonomi ud af sejlskibsfarten, der ellers stort set var forsvundet fra Bornholm. ”Margrethe” var blandt de største af Skillinges skibe. I 1902 blev skibet solgt videre, og Johan Olsson Westford var fører af skibet, da det et par år senere under dramatiske omstændigheder forliste ved Sandhammeren d. 5. november 1905.
Ifølge søforklaringen var ”Margrethe” på vej fra Hudiksvall til København med en ladning træ, da man i tæt tåge forsøgte at manøvrere vest om Hammeren på Bornholm og syd om Skåne ved Sandhammeren. Men ifølge kaptajnen hørte man ikke Sandhammeren fyrs tågesignal, og i den stærke østlige strøm blev ”Margrethe” bragt tæt ind til kysten, hvor den gik på grund og brækkede over midtskibs. Besætningen kom i land, og senere reddedes også skibets rigning, inventar og dækslast. Resten ligger muligvis stadig ud for Sandhammeren ved Skånes sydøstlige hjørne.
"Margaretha" af Skillinge
Var Margrethe en god investering?
Det klare svar er: nej! Og skibets økonomi manglede overskud på driften fra 1877 helt frem til 1889. Det gode år 1890 med den vanskelige rejse på Parana floden resulterede dog i en udbetaling på 1.000 kr. til investorerne, som var den eneste udbetaling i Hansens og Aakjærs periode.
Samtidig tabte ”Margrethe” en stor del af sin værdi på oprindelig over 40.000 kr. til salget i 1898 på 10.000 kr. Dels blev det ældre, dels fik det stigende konkurrence fra større skibe, ikke mindst dampskibene. Værdiforringelsen var især stor i 1890’erne, hele 1.400 kr. årligt. Fra en økonomisk betragtning burde ”Margrethe” derfor have været solgt allerede langt tidligere. Det lykkedes dog som nævnt Dahl i sine sidste år at få lidt udbytte til investorerne ved at indskrænke ”Margrethe”s sejladser til Østersø- og Nordsøfart.
”Margrethe”s vigtigste betydning for familien har været, at de tre svogre Dahl, Hansen og Aakjær og deres familier kom godt i vej med en god uddannelse som skibsførere og et godt levebrød på ”Margrethe” og andre af A. P. Hansens skibe. Men set i bakspejlet mange år efter, holdt familien alt for længe sine penge i sejlskibsfarten, og den tabte derfor en meget stor del af familieformuen på ”Margrethe” og de andre skibe i 1880’erne og 1890’erne.
Bornholms Tidende opsummerede hele situationen i februar 1898, da ”Margrethe” blev solgt til Sverige:
”… Med dette Skib forsvinder den sidste Rest af vor hidtil saa smukke Handelsflaade… Med de daarlige Fragtforhold for Sejlskibsfarten gik dette Skib, der i sin Tid gik i oversøisk Fart, over i Nord- og Østersøfarten… har Rederiet anset det for mest formaalstjenligt at sælge det og muligvis senere anskaffe et andet Skib.”. De sidste trøstende ord blev dog aldrig til virkelighed.