N. P. Aakjær overtager 1883


Niels Peter Aakjær på "Margrethe" 1883-1891

Den yngste af de tre svogre, N. P. Aakjær, overtog ”Margrethe” som 26-årig i 1883 efter sin svoger N. P. Hansen fra Listedgård. Selv om han på det tidspunkt havde sejlet i mere end 10 år, også som styrmand under Dahl på ”Elene”, så synes det alligevel en ung alder at overtage det fulde ansvar for skibet.


Som kaptajn skulle han kunne sejle et stort skib i al slags vejr over store afstande. Han skulle være chef for et mandskab, der ikke altid var indstillet på at samarbejde. Endelig skulle han være en garvet forhandler over for skibsmæglere og befragtere, som hele tiden pressede kaptajnerne på tid og penge. Det krævede sin mand.

I de første 4-5 år fulgte Aakjær i kølvandet på Dahl og Hansen. Han rejste med træ fra Østersøen, kul fra Østengland og vinterrejser over Atlanten. Og allerede den første vinter gik turen til Puerto Rico i Caribien for at laste sukker til Flensborg. En rejse på mere end seks måneder.

 

Men i modsætning til N. P. Hansen, havde Aakjær ingen problemer med sit mandskab. Hvis han havde, skrev han i hvert fald ikke om det. Hans mandskab blev hyret med en lidt højere løn. Men til gengæld sejlede Aakjær ofte med en mand mindre ombord, det vil sige med kun seks mand – foruden ham selv. Det sparede på udgifterne på mandskabet.  

 

Vinterbryllup 1884/85

Det hjalp også på udgifterne – men selvfølgelig ikke på indtjeningen – at han vinteren 1884/85 lagde ”Margrethe” op i Nexø. Det gav for en gangs skyld god tid til familien – og bryllup, da Aakjær i februar 1885 blev gift med sin plejesøster, A. P. Hansens yngste datter Marie. Den nybagte familie flyttede hurtigt til Nexø, hvor de delte hus med Dahl og Maries søster Andrine Margrethe.







Bryllupsbillede malet på en metalplade efter fotografi.

Hermed var A. P. Hansens børn godt afsat, og alle tre svogre var nu skibsførere på tre af familiens skibe: Dahl havde Nexøs største skib, den store bark ”Elene”, Hansen den lidt mindre bark ”Rialto”, og Aakjær var skibsfører på familieskibet ”Margrethe”.


Det varede desværre ikke ret længe, for ”Elene” blev sejlet i sænk af en engelsk damper allerede i november 1885. Så manglede Dahl et større skib, men de økonomiske kræfter i familien var opbrugt, da også ”Trois Frères” led forlis i 1883. Dahl måtte derfor ”nøjes” med at føre nogle af familiens langt mindre fiskekvaser, først ”Nicoline” og senere den noget større ”Freya”.

 

Efter vel overstået bryllup gik det igen løs for Aakjær i foråret 1885 med rejser efter træ og tjære så langt væk som i Arkhangelsk i det nordlige Rusland. I vinteren 1885/86 og igen i vinteren 1887/88 tog han som sine forgængere til Brasilien efter sukker til Europa.

 

Fra april 1888 har vi bevaret Aakjær kopibog med kladder fra alle hans forretningsbreve. Allerede det andet brev viser, at Aakjær var grundigt træt af livet til søs. Han ønskede at komme i land ved Fyrvæsenet. Han skrev til sin ven toldkontrollør Stub i Nexø:

”... og har jeg nu skrevet Ansøgningen og faaet Genparter af mine Eksamensbevis attesteret af den danske Konsul, og afsendte saa i gaar det alt sammen til Marineministeriet, og kunne jeg nu blot opnaa en Plads ved et af Fyrene, da ville jeg rigtig være Dem megen tak skyldig…”.

 

Rejsen til Argentina 1888-1889 


Det meste af 1888 tilbragte ”Margrethe” med rejser langs Amerikas kyst, fra Montreal i nord til Buenos Aires i syd. Rejsen til Argentina skal have plads her, da den både var spektakulær, og gav ham mange problemer. Til gengæld tjente han så gode penge på fragten, at han efterfølgende kunne udbetale udbytte til investorerne.

 

Det blev en lang rejse op ad den store Parana flod på mere end 1000 km. Fra Montreal havde han træ med til byen Rosario, der ligger ca. 300 km fra Buenos Aires op ad Parana floden. Efter losningen i Rosario var det meningen, at han skulle sejle yderligere 500 km op ad floden til byen Reconquista for at laste hårdt Quebracho-træ retur til Europa. Quebracho blev brugt til jernbanesveller og havnemoler. Men Reconquista var oversvømmet, og han kunne ikke laste i byen. Han måtte derfor videre til byen Empedrado, der ligger yderligere 200 km op ad floden.


Det gik egentlig meget godt på vej op til Empedrado, blot stødte han på en sandbanke, som han hurtigt kom fri af. Men da han skulle retur og var hårdt lastet, fik han problemer. Hans lods blev syg, og han måtte have en anden ombord:

”… men jeg mærkede snart at jeg havde faaet en daarlig Lods, thi den første Dag ... sender han Skibet paa en Bank, hvor vi stod for 2 dage. Nogle Dage derefter lader han Ankeret falde mens Skibet gjorde en rask Fart og tillige Strømmen med. Og følgen blev at Kæden knækkede af…”.

Han måtte kaste sit andet anker:

”… men om Natten faar vi en haard Storm og ved at Skibet løber op i Kæden, og skærer ud i Strømmen til Styrbord kommer den til at hugge i Grund, og det var umuligt for os at faa Skibet flot igen førend Dagen efter…”.

 

Turen havde på dette tidspunkt taget meget lang tid. Efter en sejlads på mere end to måneder fra Buenos Aires ankom han til Antwerpen i maj 1889 efter en samlet tur på syv måneder. Efter et ophold på yderligere flere måneder og en tur i tørdokken i Antwerpen kunne han gøre status over skaderne på skibets bund:

”… fik jeg saa et stykke ny Straakøl og 24 nye Plader … tillige har jeg faaet nye Bovskryd, da de begge vare brækkede af paa Forkanten … tillige har jeg faaet et nyt Anker og 45 fod Kæde ...”.

 

Træt af sølivet og ensomheden ombord


Aakjær hørte ikke noget fra sin ansøgning om at komme ind ved Fyrvæsenet. Så da han i april 1888 sejlede forbi København, tog han på besøg hos Fyringeniøren i Marineministeriet. Han skrev til toldkontrollør Stub i Nexø:

“… ja, sagde han, der er jo ingen Pladser ledige for Tiden, og det vil vel ogsaa vare noget forinden der bliver nogen… Altsaa nogen rigtig Bestemmelse fik jeg jo ikke.”.

 

Skibsføreren og styrmanden havde som skibets officerer et specielt forhold. For det første skiftedes de om ledelsen ombord, ikke mindst når der i døgndrift skulle sejles i alt slags vej, nogle gange i månedsvis over Atlanterhavet. For det andet var afstanden mellem dem og det øvrige mandskab stor. På ”Margrethe” har det formentlig været på samme måde som på andre skibe, at kaptajnen og styrmanden boede bag i skibet, mens den øvrige besætning boede under betydeligt mere primitive forhold fremme i skibet.

"Margrethe" til reparation i Svendborg i vinteren 1890-91


Livet og ensomheden ombord som skibsfører kom kun sjældent til udtryk i Aakjærs breve. Ved en enkelt lejlighed kom det dog op til overfladen. Fra Gamleby i Sverigeskrev han i 1889 til strandkontrollør Chr. Berg i Langøre på Samsø, der tog sig godt af ham. Eller var det mon datteren?

“Først maa jeg takke Dem for al Deres Gæstfrihed og Venlighed, som blev udvist i Deres Hjem imod Styrmand og mig; thi det er sjældent man kommer til nogen Plads, hvor man finder et saa gæstfrit Hus som Deres … Styrmand og jeg maa nu underholde os selv om Aftenen, og vi taler ofte om, at naar det nu havde været Langøre i stedet for Gammelby, havde vi kunnet haft anderledes gemytlige Aftener… og beder jeg at takke Deres Datter fordi hun var saa venlig at overlade mig sit Fotografi, som jeg skal opbevare som en kær Erindring fra Langøre.“.

 

Rejsen til Maracaibo i Venezuela 1890 


Man skulle have stor tålmodighed, ofte i ugevis, når skibet lå i havn og ventede på sin last. Men det kunne også have sine gode sider. En artikel fra Jyllands-Posten fra maj 1890 beskriver et besøg i den venezuelanske by Maracaibo, hvor Aakjær fejrede den danske konges fødselsdag hos den danske konsul. Denne rejse skulle senere vise sig at blive ”Margrethe”s sidste tur over Atlanten. Her et kort uddrag af en ret lang artikel:

”Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag i Gaar mindedes ved, at de to herværende danske Skibe – Skonnerten ”Anna Catharina” af Frederikshavn, Kaptajn Nissen, og tremastet Skonnert
”Margrethe” af Nexø, Kaptajn Aakjær, – vare behængte med Flag fra øverst til nederst. Om Aftenen vare begge Førerne inviterede til Champagnegilde hos den danske Konsul … Opvartningen besørgedes af fire indianerdrenge i Aldere fra 14-16 Aar, de løde Navne som Zulo, Caffa, Zamta. De tre havde Konsulen kjøbt, den fjerde havde en af Pigerne født, og han hørte saaledes med til Husstanden. Den første Ret bestod af Suppe med Kjød og Yams. Dernæst Fuglesteg … der fortæredes med Hud og Haar; til disse spistes Kartofler…”.

 

Aakjær forlod "Margrethe" i 1891 og blev fyrassistent på Hjelm


Endelig i slutningen af 1891 fik Aakjær sin ønskede plads ved Fyrvæsenet, desværre som fyrassistent på den lille ø Hjelm i Kattegat. Det var en stor skuffelse for ham, at han ikke fik en stilling på Bornholm. Det skete heldigvis 10 år senere, men det er en anden historie. I januar 1892 fik Dahl ”Margrethe” tilbage, og han førte ”Margrethe” indtil sin alt for tidlige død som 58-årig i 1897.