N. P. Hansen overtager 1877

N. P. Hansen overtager "Margrethe" 1877

Da ”Margrethe” var færdigbygget i Nexø i 1871, var det nærliggende, end at N. P. Hansen påmønstrede. Da han ikke var færdiguddannet styrmand, måtte han nøjes med at være navigatør i et par år, hvorefter han gjorde sin styrmandsuddannelse færdig.

I 1874 fik han så sin første hyre som styrmand på skibet ”Trois Frères”, som familien også havde parter i. Efter to år var Hansen en veluddannet styrmand, og han har sikkert presset på hjemme for at få et skib at føre.

Hjemme i Listed havde N. P.’s far A. P. Hansen sammen med Dahl og P. Berg indkøbt den store tremastede bark ”Elene”. ”Elene” var på 480 tons og dermed mere

end dobbelt så stor som ”Margrethe”. Det blev herefter besluttet, at Dahl skulle sejle ”Elene” og sønnen N. P. Hansen skulle overtage ”Margrethe”. Der gik dog omkring et halvt år, før ”Elene” blev klar til sejlads, så fra september 1876 til marts 1877 påmønstrede N. P. som styrmand på ”Margrethe” for en sidste rejse med Dahl som kaptajn.

Sejladsen med ”Margrethe” kom for N. P. Hansens vedkommende til at vare i syv år fra 1877-1883. N. P. Hansen overtog ”Margrethe” fra Dahl i Antwerpen i marts 1877, og med skibet fulgte også Dahls mandskab. Allerede den første tur med ”Margrethe” med en last jern fra Antwerpen til Santander i Spanien gav N. P. Hansen udfordringer. Han brød sig ikke om at sejle med denne form for last, selvom skibet var godt bygget: ”Den bevæger sig i alle Sammenføjninger samt slingrer og hvor saa Rig og alt lider meget derved.”.

Skibet måtte også udstå sin prøve, da turen gennem den engelske kanal mod Spanien bød på vestenstorm. Skibet lå dybt og måtte krydse i det hårde vejr for at komme ud i Atlanterhavet og fik en skade på jollen og nogle sejl. I Santander viste det sig svært at finde gode fragter, og han måtte slutte en mindre lukrativ last rug til Bremen.

Altid fokus på økonomien

Alle N. P. Hansens breve til både P. Berg i Nexø og til familien, var gennemsyret af skibets økonomi. Han havde hele tiden fokus på pengene, og rederiet og skibets investorer skulle tilgodeses, og mulighederne for at få gode fragter blev hele tiden undersøgt. Til hjælp havde han dog både P. Berg i Nexø og hele hans netværk af skibsmæglere i de store havne.

Fokus på økonmomien gav sig også udslag i en stærk påholdenhed i forhold til mandskabet. Det varede derfor ikke længe, før den dårlige kemi med styrmand Peterson fra Sverige udviklede sig. Han måtte hurtigt til København, for at få styrmanden skiftet ud, ”… da jeg hverken kan eller vil have, den jeg nu har, længere… ”. I København påmønstrede en ny, midlertidig styrmand Christoffersen fra Dragør, og han fik nedsat sin hyre fra 91 kr. til 76 kr. om måneden.

N. P. Hansen havde i mellemtiden hjemme på Bornholm fundet en bedre, lokal styrmand, nemlig I. A. Jensen fra Bodilsker. Hele mandskabet blev afmønstret, og et nyt hold med I. A. Jensen i spidsen blev påmønstret til en del lavere hyre. Hansen blev mere tilfreds med styrmand Jensen, og Jensen sejlede med ”Margrethe” det meste af N. P. Hansens tid på ”Margrethe”. På trods af dette gik der dog ikke lang tid, før Hansen synes styrmanden fik for meget i løn, og allerede efter det første år, blev lønnen nedsat med 10 % fra 80 kr. til 72 kr. om måneden.

Datidens truckere

Det var et hårdt, slidsomt og farligt job at være datidens truckere. I maj 1877 ankom ”Margrethe” til Newcastle. Med møje og besvær fik de en kulladning til Norrköping i Sverige. Men dampskibene var nu alvorlige konkurrenter. Det kul der var, gik først til damperne, og bagefter fik sejlskibene det, de levnede. Og det gjorde det ikke bedre, at: ”… her er snart Strejke allevegne, saa der er næsten ingen Kul.”. Efter endt tur blev ”Margrethe” gjort klar til at sejle jern til Finland, hvor der skulle hentes træ. Begge laster skulle videre til Louvain/Leuven, som ligger langt fra kysten – 50 km inde midt i Belgien.

Ankommet til Antwerpen lå skibet tungt, og kanalerne ind til Louvain havde en lav vanddybde. Lasten skulle derfor flyttes over i fladbundede lægtere, og lasten måtte trækkes med heste op ad kanalerne. Det tog fire dage at få jern og træ fra Antwerpen til Louvain. Turen havde dog ikke afskrækket N. P. Hansen mere, end at han derefter sejlede i ballast til Kronstad ved Skt. Petersborg efter en ny ladning træ til Louvain.

Turen tilbage til Louvain blev i øvrigt ret dramatisk, da en mand faldt over bord og druknede:

”Jeg havde den Ulykke at miste en Mand, han gik bort fra Klyverbommen d. 9. november Kl.10½ om Aftenen. Han og Tømmermanden var ude at gjøre yder Klyveren fast, og da satte Skibet ned i en Søe med Bommen og tog ham bort, han var hverken til at høre eller see, det Regn, Mørke og høi Søe. Og Baad var umuligt at sætte Overbord, saa intet var muligt for at gjøre hans Redning. Han var fra Vordingborg og Matros ombord”. Da sømænd dengang var ansat på dagsbasis, blev den døde matros’ løn stoppet samme dag, og enken blev afregnet via den danske konsul i Antwerpen. Det var dog det eneste dødsfald ombord på ”Margrethe”.

Ikke bedre held på Barbados (Fig. 10 – Elene)

I Antwerpen var det igen vanskeligt at få gode fragter. N. P. enedes derfor med Dahl om, at både ”Margrethe” og ”Elene” skulle sejle i ballast til Barbados for at hente sukker til England. Den 8. januar 1878 var de klar. ”Margrethe” kom afsted allerede om morgenen og ”Elene” senere på eftermiddagen. Men allerede dagen efter løb ”Elene” forbi ”Margrethe”. Hansen kunne hele dagen bare kigge efter ”Elene”:

”Det Skib sejler en god del bedre end ”Margrethe”.”, kommenterede han misundeligt.

Efter en måneds sejlads nåede de Barbados, men opdagede hurtigt, at de var blevet snydt. Sukkerhøsten og dermed lasten var ikke klar. Man måtte vente, og det blev en meget lang venten – 2 ½ måned. N. P. var glad for, at han allerede havde fået en kontrakt inden afrejsen fra Antwerpen. Mange skibe var kommet uden kontrakt og måtte sejle igen, da der ikke var sukker nok. Han var alligevel stærkt irriteret over ventetiden: ”… en gruelig tid for mig.”. Ikke desto mindre blev tiden brugt til at få set ”Margrethe” efter i sømmene af mandskabet. Mesanmasten – den bagerste mast – havde det ikke for godt. Men det var dyrt at få en ny på Barbados, så det måtte vente. Dermed gik der mange måneder og en tur over Atlanterhavet inden masten blev repareret, hvilket kan synes noget hasarderet.

Den lange ventetid bød også på konflikter med mandskabet og de skibsmæglere, som havde stået for lasten. N. P. mente, at de snød med vægt og tid: ”… skal nok vogte mig for oftere at tage hensyn til Skibsmægleres Ord.”. Men langt om længe kunne ”Magrethe” stævne ud fra Barbados den 24. april 1878 med kurs mod Bristol med lasten fuld af sukker og en ny last videre i form af palmenøddekerner og kul til Flensborg. Efter et år på farten afmønstrede hele mandskabet i Flensborg i juni 1878.

Tilbage i Europa og nye ture på Amerika

Flere af rejserne den sommer gav mulighed for at sejle ”Margrethe” forbi Bornholm. Og den 15. august 1878 stævnede ”Margrethe” ind i Rønne havn med en ladning kul fra Newcastle. Nu var der travlhed. Mændene skulle af- og påmønstre, fragten skulle fra skibet, og samtidig skulle der være tid til at besøge P. Berg i Nexø, familien i Listed og kæresten på ”Nørregård” i Ibsker, før ”Margrethe” igen kunne forlade øen mod Riga i ballast. Herfra gik det med træ til England og da fragtraterne stadig var faldende i Europa, måtte ”Margrethe” igen over Atlanten med kul til Recife i Brasilien.

Der er ingen tvivl om, at det gav mening at forsøge at sejle over Atlanten for at få bedre fragter, ikke mindst fordi ”Margrethe” på den måde kunne nyttiggøres i vinterperioden, hvor mange skibe fra Bornholm ellers blev lagt op på grund af isen i Østersøen.

Kurven viser ”Margrethe”s indtjening pr. sejlet sømil i forhold til de europæiske fragtrater. Her kan man for det første se, at indtjeningen på ”Margrethe” faldt betydeligt i perioden i takt med de faldende fragtrater. Men det ses også, at i de år, hvor ”Margrethe” sejlede meget på Nord- og Sydamerika gik økonomien bedre. Det skete i 1879, hvor N. P. Hansen sejlede tre gange over Atlanten, i 1883, hvor han sejlede flere gange – den såkaldte månedsfart – mellem Wilmington i USA og Cuba, og ikke mindst i årene 1889 og 1890, hvor N. P. Aakjær foretog flere rejser til Venezuela og Argentina i Sydamerika.

Store personlige afsavn

Mens disse lange rejser gav en god indtjening, så kostede de på hjemmefronten, hvor mandskabet måtte være væk fra familien i meget lang tid ad gangen. N. P. Hansen var typisk tilbage hos familien 1-2 gange om året. I et enkelt år 1881, var han dog slet ikke i Europa, fra han forlod England i november 1880 i ballast til Wilmington og til han returnerede til London med terpentin i april 1882.

Disse perioder har givet store afsavn for hele familien, og gjorde det stort set umuligt at følge med i børnenes liv og udvikling. F.eks. blev N. P. Hansens ældste søn Jacob født i januar 1881, og første gang N. P. Hansen så ham var i juni 1882, hvor Jacob var 1 ½ år gammel. Han var dermed heller ikke med til Jacobs dåb. Lidt bedre gik det med den næste søn, Hans Andreas, der blev født i april 1883. Her nåede N. P. Hansen lige akkurat hjem til dåben i juli 1883.