Listedkongen

- brudstykker af min slægts historie - opdateret 27. juli 2023

N. P. Hansens problemer vokser 1879-1883

Den gule feber 1879

Den 29. januar 1879 var klar til afrejse fra Brasilien med endnu en sukkerlast, men to af mandskabet havde fået gul feber og måtte på hospitalet. Endnu en udgift. N. P. måtte deponere 20 $ på konsulatet til mandskabets hospitalsophold ”Jeg haaber de faaer Hyre herfra saasnart de kommer ud fra Hospitalet saa at der ikke bliver nogen Udgift for Skibet.” var Hansens syrlige kommentar.

Turen tilbage over Atlanten blev lidt af en prøvelse, feberen havde ramt mandskabet, og i et par dage var kun Hansen og to mænd raske. Han håbede på, at sygdommen ville være ovre, inden de nåede Queenstown for at undgå karantæne og dermed endnu en udgift for skibet. Det lykkedes, men turen har næppe været en særlig behagelig.

Snydt for betalingen

Tilbage i Europa modtog Hansen et brev fra Dahl om de dårlige priser for fragt i Østersøen, og Dahl rådede ham til at tage vestover mod Wilmington igen, hvor der kunne losses salt og måske kul til Vestindien. Der lå desuden et mellemværende med udbetalingen af sukkerfragten fra Brasilien, som ikke tegnede godt:

”… maae jeg underrette Dem om, at det tilsyneladende ikke stiller sig rigtig godt med hensyn til min Fragt Udbetaling her for denne Reise, da den Kjøbmand Mr. Lochard jeg sluttede med i London, ikke er af de solideste, og det er ham Mr. Lochard, jeg skal have hele min Fragt udbetalt hos. Da jeg kom hertil, lod jeg min Mægler spørge hos Mr. Lyndal Skibsmægler i London som sluttede ”Margrethe” for denne Reise hvad den Mr. Lochard var for en Person og om han var Solid … men han antog ikke, der var noget i Veien for mig at faae min Fragt udbetalt, men det var ikke noget bestemt Svar.”.

Det skulle senere vise sig, at det ikke stod særlig godt til med denne mr. Lochard.

I april 1879 havde ”Margrethe” igen fået en fragt til Brasilien. Denne gang fra Liverpool til Rio de Janeiro med stykgods og jern. Dog nagede den manglende betaling fra sukkertransporten fra mr. Lochard. Det var en betydelig sum på 300 £, så Hansen satte en advokat på, da han erfarede, at Lochard havde solgt sine ejendomme og var flyttet til Skotland. Inden afrejsen til Brasilien besluttede Hansen sig derfor for at tage fra Liverpool til London for at få sagen løst. Det lykkedes ikke, og efter flere måneders forløb vendte advokaten tilbage med den triste besked, at mr. Lochard boede i Edinburgh, men ingen penge havde.

N. P. glemte dog aldrig sagen, og tre år senere i maj 1882, hvor han var i Newcastle for at hente kul, rejste han til Edinburgh for at opspore Lochard. Han fandt ham dog ikke, og N. P. fik aldrig sine 300 £.

Mndskaber blev træt af ham

De mange rejser på Nord- og Sydamerika gav også problemer med mandskabet, de orkede det ikke. Efter rejsen til Brasilien måtte han et smut forbi København for at skifte mandskab: ”Da jeg har nogle ombord, som jeg helst vil være af med saa næsten ingen, der vil sejle med mig meer, og skal jeg vest efter til Vinteren vil det nok ogsaa være bedst at faa ny Folk og Hyren nedsat.”. Man kan ikke sige, at han gjorde det nemt for sig selv og sit forhold til mandskabet. Det skulle ikke desto mindre blive meget værre.

Styrmand Jensen vikarierede 

I mellemtiden blev”Margrethe” overdraget til styrmand Jensen til en tur til New York. Han forventede, at turen tog i fire måneder, og det skulle give N. P. en velfortjent ferie på Bornholm. Men hvor meget ferie det egentlig blev til var tvivlsomt. N. P. var bestemt ikke tilfreds med styrmandens dispositioner, og det var svært for ham ikke at blande sig. Her skriver han til Jensen om en mand, som Jensen åbenbart har været for flink ved:

”Er det saa bestemt, at den De har faaet i hans Sted skal have lov at rende strax naaer der ved Losningen og alt i Yarmouth skal savnes den Mand til at arbejde i Skibet, jeg vil i alt fald raade Dem til at lade ham blive ombord og arbejde for intet.”. Og videre: ”Naar De kommer til Yarmouth og skal begynde at losse, skal De ikke tage fremmed Hjælp, men bare losse med eget Mandskab og vil saa Kjøbmanden have losset af flere end en Luge ad Gangen, da lad ham selv sende meer mandskab.”.

Nye alvorlige problemer med mandskabet

De mange hårde rejser over Atlanterhavet gav større og større problemer med mandskabet. August 1881 ankom ”Margrethe” til Sydirland, og besætningen var langt fra tilfredse. En ville gerne løses fra sin kontrakt og havde tilbudt at ”… betale Reisen og alle udgifter for en Mand fra Danmark hertil for at slippe, da han ikke holder af at være hos mig.” og flere fra besætningen havde sagt, at de ville afmønstre, hvis de igen skulle vestover.

Hansen frygtede ligefrem et mytteri, så han sendte sin logbog til Danmark. ”Thi om Logbogen skulle gaae tabt for mig eller andet lignende hænde, og jeg bliver nødt at indstævne mit Mandskab ved min Ankomst til Danmark, at der er da noget, jeg kan faae tilsendt og fremlægge som Bevis for mig.”. I Puerto Rico måtte et besætningsmedlem på hospitalet, et andet havde været på værtshus og var endt i spjældet med en bøde på 5,5 $. Efter 14 dages ballade og venten stod ”Margrethe” endelig ud af havnen i januar 1882, og Hansen kunne for en stund ånde lettet op.

Senere i juni 1882 var den gal igen, og der måtte kontante midler til at få hold på mandskabet: ”… alt er saavidt vel Ombord, kun har jeg haft lidt Vrøvl med Mandskabet og haft en i Jern og siden Arresteret i nogle Dage, men nu har jeg ham ombord igjen og alt er i sin gamle Gænge; at nogen deserterer her, frygter jeg nu ikke for, da her er ingen Leilighed findes til sligt.”.

Wilmington i USA og vennen Ludvig Hansen

Farvel ”Margrethe” - goddag ”Rialto”

N. P. Hansens sidste år med ”Margrethe” var præget af, at han var led og ked af at sejle med ”Margrethe”. Han syntes ikke, han havde haft held med skibet og skrev derfor til svoger Dahl: ”Du veed jeg er kjed af ”Margrethe”, fordi jeg altid har været saa uheldig med den og aldrig kunnet fortjene noget til Rederiet, derfor har jeg heller intet Haab om at faae noget andet fra Nexø udover vi tager stor Part selv i Skib til mig, og det er vi neppe mægtige til og gaaer hen og sætter os i stor Gæld.”. Og han havde ikke uret, der var intet overskud, og der blev ikke udbetalt udbytte til investorerne i N. P. Hansens periode.

N. P. skrev til Anine om at emigrere til Wilmington. Men Anine ville ikke, og det blev derfor ved snakken. I en række breve til Dahl og sin far i Listed skrev han om sin tvivl: ”Ludvig Hansen har nemlig tilbudt mig Plads igjen som Skibsfører herude for dem og vil give mig saa gode Vilkaar, som jeg kan forlange, og da min Indtægt derved vil blive noget større, er det næsten min Bestemmelse at tage imod Tilbuddet.”

Men han kunne ikke rigtig tage beslutningen, for han også gerne vil overtage Nørregård efter sin svigerfar. Men svigerfar var ikke parat til at afstå gården. Da han så fik tilbudt skibet ”Rialto”, besluttede han sig endelig til at forlade ”Margrethe” i 1883.

Dels havde han næppe råd til det, og dels var det vigtigt for N. P., at stå på egne ben og ikke involvere sin far.

Hansen og ”Margrethe”s sidste tur gik fra Liverpool til Nexø og derefter et smut til Libau, hvor Hansen afmønstrede og overlod ”Margrethe” til Niels Peter Aakjær i august 1883. N. P. Hansen tog derefter tilbage til Liverpool og overtog ”Rialto”.